FORFATTERSPIRER OG TEGNERØDDER UDSTILLER PÅ BANEGÅRDEN

Elever fra Aarhus Billed- og Medieskole udstiller fra torsdag den 6. februar tegneseriestriber og historier i ventesalen på Aarhus Hovedbanegård.

 
Skolens tegneserieelever har ladet sig inspirere af historier skrevet af forfatterskoleelever fra Aarhus Billed- og Medieskole. De håndtegnede striber spænder over forskellige tegnestile fra det stiliserede og abstrakte til det finurlige og detaljerede, og stregerne er kombineret med en god portion fantasi og fortælleevne. Forfatterskoleelevernes historier tager udgangspunkt i Aarhus Hovedbanegård og bevæger sig derfra i mange retninger.
 
"Vi er rigtig glade for, at Aarhus Billed- og Medieskoles elever igen i år kan indtage Aarhus smukke banegårdshal. Som noget nyt er vores forfatterskoleelever også med, og vi håber, rigtigt mange rejsende - både store og små - vil benytte lejligheden til at få en historie og en stribe med på vejen," siger leder af Aarhus Billed- og Medieskole, Hanne Algot Jeppesen.
 
De unge forfatterspirer og tegnere fra Aarhus Billed- og Medieskole er mellem 11 og 17 år.
 
Udstillingen åbnes af socialdemokratisk byrådsmedlem Esben Kullberg torsdag den 6. februar kl. 15.30 og kan ses frem til den 23. februar 2014.
 
Kontaktperson
Hanne Algot Jeppesen, leder af Aarhus Billed- og Medieskole, tlf. 8620 2223 eller 3023 1424
AARHUS BILLED-OG MEDIESKOLE | Frederiks Allé 20A | 8000 Aarhus C | 86202237 | 86202223 | post@aarhusbilledogmedieskole.dk