Aarhus Billed- og Medieskoles tegnehold for unge inviterer til fernisering på Fairbar.

Siden september har en gruppe unge fulgt et tegneforløb hver tirsdag aften på Aarhus Billed- og Medieskole med Jens-Rune Gissel som underviser. De har arbejdet med klassisk tegning som tema, herunder registreringstegning, rum og figurer. Blyantstregen har været elevernes foretrukne redskab i tegningerne. Nu bliver værkerne vist frem i Fairbar på Nørregade.

Som en del af det kunstneriske arbejde udstiller skolens elever løbende i byens rum. ”Vi indtager gerne byens rum med vores elevers værker”, fortæller Hanne Algot Jeppesen, leder af skolen. ”Det betyder meget for børnene og de unge at vise deres arbejde frem. Tegningerne kommer ud af atelieret og ind i byrum, hvor andre både børn, unge og voksne kan møde det og måske få en oplevelse de ikke regnede med.”

Fairbar har skiftende udstillinger på væggene, for at give deres gæster nye inputs og indtryk. ”Det at skulle forholde sig til noget nyt på væggene hver 2. eller 3. måned sætter forhåbentlig nogle tanker i gang og giver andre perspektiver – og ikke mindst et godt samtale-emne”, fortæller Jesper Bonde Hansen, Eventansvarlig på Fairbar.

Tirsdag d. 27. november er det 18 unge fra Billed- og Medieskoles tegnehold 7. kl. – 3. g, der udstiller udvalgte tegninger på Fairbar. Udstillingen hænger frem til januar 2019.

Kom til fernisering på Fairbar tirsdag d. 27. november kl. 18.30-19.30.

%d bloggers like this: