GRUNDHOLD I BILLEDKUNST PÅ MÅRSLET SKOLE – HOLD 23
Uge 11 – opgave 6 – HIRAMEKI / Tegn hvad du ser
Hirameki er en japansk måde at lege med sin fantasi på. Inden du går i gang, skal du ud i køkkenet og finde nogle af dine materialer. Du skal på jagt i skuffer og skabe og finde krydderier, pulverkaffe og måske du kan finde en rødbede i grøntsagsskuffen.
Jeg fandt i mit køkken tre ting, som kan afgive farve.
Jeg fandt gurkemeje, som farver meget gult. Gurkemeje er også det, der gør karry gult. Hvis du ikke kan finde gurkemeje, kan du måske finde noget karry. Du skal bare hælde en lille smule vand i en halv teske af det gule pulver.
Jeg fandt også pulverkaffe og en teskefuld i varmt vand. Du kan også bruge en slat alm. kaffe. Det er, som du jo nok godt ved, brunt, og jo stærkere kaffe, jo mørkere er farven.
Til sidst fandt jeg en rødbede. Hvis du river en teskefuld og putter en lille smule vand i, får du den flotteste røde farve.
Det kan være, at du kan finde andre ting i køkkenet, som du kan bruge. Måske der er frugtfarve et sted – det farver meget kraftigt og skal fortyndes. Du kan jo lave en lille farveprøve for at se, hvordan farverne ser ud.
Nu skal du finde de andre materialer:
Papir (fra dit tegnenet)
Pensel
En sort tusch eller en kuglepen
Køkkenrulle
Når du har fundet det hele, er du klar til at gå igang.
Vær opmærksom på, at farverne ikke kan gå af tøj og møbler – så husk et forklæde og en avis som underlag.
Du kan måske finde en plastikbakke/bøtte, som du kan stille dine farver i. Hvis de vælter, er der ikke noget der tager skade.
1. Med din pensel skal du lægge farven på, du skal ikke male. Hvis farven får lov til at ligge i en lille pyt, tørrer den smukt op.
På billedet kan du se, at jeg har blandet to farver. Farverne skal have meget lidt hjælp for at løbe sammen. Igen skal du bare duppe penslen ned med den anden farve.
Fyld hele papiret og vent på, at det tørrer. Du kan evt. lave et nyt papir med flere farveklatter, imens det andet tørrer.
Hvis det tager for lang tid at tørre og du bliver utålmodig, kan du med et styke køkkenrulle tørre din pensel og forsigtigt stikke den ned i din pyt. Penslen vil suge – du kan gøre det igen, bare husk at tørre penslen først.
2. Når dine farveklatter er tørre, skal du bruge en sort tusch, der ikke er alt for tyk. Gå på udkig i dine klatter og se om du kan genkende nogle former – jeg fandt en fisk, et træ og en en balletdanser.
Hvad kan du få øje på?
Uge 10 – opgave 5
Katharina Grosse lavede et meget opsigtsvækkende kunstværk i 2017. Måske kan du huske det – Katharina Grosse malede naturen rød ved Mindeparken i Aarhus.
Det var noget der skabte en masse diskussion. Var det synd for naturen, eller er kunsten vigtigere? Det var noget de fleste mente noget om. Og der blev talt og skrevet rigtig meget om det i medierne.
I artiklen her kan i se flere billeder af Katharina Grosses kunstværk.
Vi skal i dag prøve at lege med lidt af det samme, som Katharina Grosse gjorde. Jeg håber, I har lyst til at være med.
1. Du skal ud og finde ting i naturen. Det kan både være noget, der kommer fra naturen og noget, der er blevet smidt i naturen. Med de ting du finder skal du bygge et lille landskab op. Du må bygge lige hvad du har lyst til. Måske et træ og nogle buske, en lille hytte eller måske en mark med blomster og dyr.
2. Find et rigtig godt sted, hvor der er en fin bagrund for det lille minilandskab. Prøv måske at male en gren med noget farve og sæt den ind i landskabet. Hvad sker der, når du bringer noget andet end “natur” ind i dit lille landskab?
3. Når landskabet er færdigt, skal du tage nogle billeder med en telefon eller et andet kamera. Find nogle gode vinkler, hvor baggrunden er en del af billedet. Dit foto er ligeså vigtigt som dit landskab.
Husk som altid, at gemme dine billeder 😉 Som du ved, bliver jeg meget glad for en mail med et foto eller tre, så jeg kan se, hvad du har fundet på.
Rigtig god fornøjelse ude i foråret – Tine
Uge 9 – opgave 4
I denne uge skal du tegne dit hus og bagefter lave det til en collage. Collage er at sætte et billede sammen af ting, du klipper ud og limer på.
Jeg har fundet nogle eksempler, som du måske kan blive inspireret af.
Du har kunstnerisk frihed til at arbejde frit. Hvis du hellere vil tegne og bruge farveblyanter, må du gerne det. Det vigtigste er, at du hygger dig og synes det er sjovt.
Først skal du ud og tage nogle billeder. Gå lidt rundt om huset og afprøv nogle forskellige vinkler. Skal det være forsiden eller bagsiden af huset, du skal bruge? Skal du stå op eller sidde på hug, når du tager billedet? Leg lidt med det og kig det igennem, og vælg det du bedst kan lide.
Når du har besluttet hvilket foto, du vil bruge, skal du finde dine materialer.
Et stykke A4 papir, evt. det fra mappen
Ugeblade eller aviser
Limstift
Saks
Blyant
Tegn dit hus med enkle streger – du skal ikke lave for mange detaljer. For du skal jo klistre papir på.
Nu skal du i gang med collage – du skal klippe og rive papirstykker ud og lime på din tegning. Du kan prøve at finde de farver, dit hus har, men du må også gerne bruge din fantasi og lave om på virkeligheden. Du kan bruge store stykker og små stykker. Kig på de collager, jeg har fundet – måske du kan få en god idé til, hvordan du vil gribe det an.
Husk at gemme dit billede i din nye mappe. Og så vil jeg blive rigtig glad, hvis du vil sende en mail med det, du har lavet.
Rigtig god fornøjelse!
Uge 6 – opgave 3 – Små folk i byen
Vi skal på tur rundt omkring i Aarhus og omegn og opleve byen fra en anden vinkel.
Sammen med en tegnet figur du selv skaber, tager du på fototur og skaber en fortælling fra din by og/eller dit nærområde. Rigtig god tur!
Instruktion
1. Du skal bruge dit mobilkamera eller et alm. kamera hvis du har sådan et og foretrækker det.
Ud over kamera skal du bruge følgene: Blyant, tusch, evt. farveblyant eller akvarel hvis du har, en limstift, tape, en lille saks og nogel ståltråd eller nogle tændstikker/grillpinde (hvad du nu har)
2. Tegn en figur på 10-12 cm, helst ikke større, det er sjovest når figuren er ret lille.
Du bestemmer helt selv hvad det er for en figur, her er ingen regler for hvordan den skal se ud. det kan være alt fra en tegnet nullermand med øjne, fødder og hænder, en tændstikfigur, et dyr, tegneseriefigur eller måske dig selv? Tegn figuren enten forfra eller bagfra.
Klip så præcist du kan.
4. Når du har tegnet din figur er det en god ide at montere et ekstra stykke papir på bagsiden så figuren er mere stabil og ikke så gennemsigtig når du tager billeder. Klip figuren ud igen.
5. Monter ståltråd med tape på bagsiden. Du kan også bruge nogle tændstikker eller grillpinde. Det gør figuren stabil og nemmere at placere udenfor. Har du ikke noget at montere med så går det nok 😉
6, 7, 8. Nu er I klar til at tage på fototur. Så skal din figur have et navn 😉
Gå en tur i dit nærområde eller i Aarhus og find nogle steder at placere den. Måske ved nogle kendte bygninger, i naturen ved byen eller på indkøb.
HUSK AT GEMME ALLE DINE SKITSER OG FOTOS!
Uge 5 – opgave 2 – Croquis
I dag skal du tegne Croquis. Croquis er tegning efter model. Normalt tegner man en levende model. Det er lidt svært for tiden, så jeg har snydt lidt, og min datter har taget nogle billeder af mig … og dem skal du tegne efter.
Se eksempel 1, 2 og 3.
1. Opvarmning – 30 sek.
– Hurtige tegninger uden detaljer
– Prøv om du kan nå hele vejen rundt
– Fødder, knæ, skuldre, hals og hoved
De første 3 tegninger skal du tegne hurtigt, meget hurtigt. Du får 30 sek. til hver tegning. Tegn alle 3 tegninger på samme papir. Tænk på at det er bevægelsen, du skal tegne, ikke omridset af mig. Vægten er på mit venstre ben. Det kan du vise ved at tegne lidt hårdere med blyanten der. Tegn figuren så den fylder papiret ud. Du kan godt tegne dem oven i hinanden.
Se foto 1, 2 og 3.
2. Opvarmning – 30 sek.
– Hurtige tegninger uden detaljer
– Prøv om du kan nå hele vejen rundt
– Fødder, knæ, skuldre, hals og hoved
Vend dit papir, find tre blyanter og saml dem med en elastik. Du skal gøre det samme igen. Forskellen er kun, at du nu tegner med de tre blyanter samtidig. Tegningen skal hverken ligne eller være pæn. Du er ved at varme op. Prøv igen at fange bevægelsen. Lav lange streger der hvor jeg strækker mig og byg ellers tegningen op af kruseduller, der følger formen. Du har 30 sek. pr. stilling.
Se foto 1, 2 og 3
3. Croquis – 1 min.
– Bevægelsen i stillingen er vigtig – der er et kraftigt vrid
– Husk føddernes placering – hovedet og halsens retning
– Undgå at tegne fingre og ansigt
Nu får du lidt længere tid til at tegne. Men du skal stadig tegne hurtigt og koncentreret. Brug kun en blyant. Kom omkring bevægelsen og tegn med let hånd. Når du synes, at du har fanget og tegnet bevægelsen, kan du trykke lidt hårdere. Det vrid der er i kroppen er vigtigt at få med, og det går fra min bagerste hæl og op til min skulder. Angiv f.eks. hovedet med en oval. Du skal ikke tegne ansigt og fingre. Du får 1 min. til hver af disse tegninger. Det er faktisk ret lang tid.
Se foto 4 og 5
4. Croquis – 1,5 min.
– Hurtige tegninger uden detaljer
– Hvor mon kroppen bliver træt først?
– Du kan trykke lidt hårdere de steder, hvor der er pres
Se foto 6 og 7
5. Croquis – 1,5 min.
– Hurtige tegninger uden detaljer.
– Hvor mon kroppen bliver træt først?
– Du kan trykke lidt hårdere de steder, hvor der er pres
Tegn de næste 2 tegninger på samme måde, husk tempoet. Læs teksten fra trin 2 igen og få det hele med – nu er det en ny stilling. Bemærk at du skal tegne lidt mindre for at figuren kan være på papiret. Min arm er nemlig hævet højt og den skal jo også være med. Stil stopuret på 1,5 min. til hver tegning.
Se foto 8 og 9
6. Croquis – 5-10 min
– Placering
– Husk balance og vægt – tryk lidt hårdere med blyanten
– Tegn gerne rummet med
Den sidste tegning i dag må du gerne bruge længere tid til. Så er der tid til at få flere detaljer med. Beslut først hvilken vej papiret skal vende og hvor på papiret figuren skal placeres, så der er plads til det hele. Hold det hurtige tempo. Få hele figuren på plads, før du bruger tid på detaljer.
Tegn til du synes at du er færdig.
Du kan tegne alle øvelserne igen og måske bruge lidt længere tid i anden omgang. Måske kan du finde en levende model, der vil stå stille imens du tegner.
Se foto 10 og 11
HUSK AT GEMME ALLE DINE SKITSER OG FOTOS!
Uge 4 – opgave 1
1. I dag skal du på jagt i dit tøj. Find det tøj du rigtig godt kan lide at have på. Måske er det noget tøj du ikke har haft på længe og glæder dig til at få på. Det kan være festtøj, fodboldtøj, hyggetøj eller noget helt andet.
2. Vælg et helt sæt. Både overdel, underdel, sko og strømper. Du skal bruge lidt tid på at lægge det til rette. Du har nok allerede gættet at du skal tegne det.
3. Når du skal til at du tegne, skal du overveje hvilken vej papiret skal vende. Hvordan vil du placere tegningen på papiret. Skal det hele være med på tegningen?
4. Find et stykke papir, blyant og et viskelæder frem. Tegn dit tøj . Du kan lave nogle hurtige skitser og prøve det lidt af. Når du er klar, tegner du din tegning.
6. Nu skal du tegne en tegning mere! Find et sted du godt kan lide – gerne udenfor, og husk en telefon. Når du har fundet stedet, skal du tage nogle billeder af det.
Bagefter skal du hjem og tegne stedet. Brug billederne til at tegne efter. Du skal selv være med på tegningen og have dit ynglingstøj på. Du må tegne med blyant og farver, som du har lyst.
HUSK AT GEMME ALLE DINE SKITSER OG FOTOS!