Vi tegner Aarhus – Billedkunstens Dag 2021

Min vej

Opgave 1 – Lokale nyheder

Finde et pressefoto og / eller en nyhedshistorie, som du vil tegne ud fra. Gå fx på opdagelse på Aarhus Stiftstidende.

Nedenfor kan du se eksempler på værker tegnet ud fra lokale nyheder. Værkerne er skabt af BGK’ere fra Aarhus Billed- og Medieskole.

Aarhus Billed- og Medieskole

Opgave 2 – Små folk i byen

Sammen med en tegnet figur, som du selv skaber, tager du på fototur og skaber en fortælling fra din by og/eller dit nærområde. Rigtig god tur!

Instruktion

1. Du skal bruge dit mobilkamera eller et alm. kamera hvis du har sådan et og foretrækker det.

Ud over kamera skal du bruge følgene: Blyant, tusch, evt. farveblyant eller akvarel hvis du har, en limstift, tape, en lille saks og nogel ståltråd eller nogle tændstikker/grillpinde (hvad du nu har)

2. Tegn en figur på 10-12 cm, helst ikke større, det er sjovest når figuren er ret lille.

Du bestemmer helt selv hvad det er for en figur, her er ingen regler for hvordan den skal se ud. det kan være alt fra en tegnet nullermand med øjne, fødder og hænder, en tændstikfigur, et dyr, tegneseriefigur eller måske dig selv? Tegn figuren enten forfra eller bagfra.

3. Klip figuren ud. Brug gerne en lille saks. hvis du ikke har sådan en så brug evt. en neglesaks.

Klip så præcist du kan.

4. Når du har tegnet din figur er det en god ide at montere et ekstra stykke papir på bagsiden så figuren er mere stabil og ikke så gennemsigtig når du tager billeder. Klip figuren ud igen.

5. Monter ståltråd med tape på bagsiden. Du kan også bruge nogle tændstikker eller grillpinde. Det gør figuren stabil og nemmere at placere udenfor. Har du ikke noget at montere med så går det nok 😉

6, 7, 8. Nu er I klar til at tage på fototur. Så skal din figur have et navn 😉

Gå en tur i dit nærområde eller i Aarhus og find nogle steder at placere den. Måske ved nogle kendte bygninger, i naturen ved byen eller på indkøb.

Aarhus Billed- og Medieskole

Opgave 3 – Tegn gennem vinduet

I løbet af Corona-året er der blevet brugt en del tid på at kigge ud igennem vinduet. Vi har ofte fanget os selv i at kigge ud af forskellige vinduer. Især i perioden hvor man helst skulle blive inde, og vi savnede en normal hverdag, hvor kaffe udenfor med naboerne havde været dejligt.

Der er også blevet kigget meget igennem ’digitale’ vinduer, især på undervisningsfronten, og vinduet til TV-verdenen med film og serier kunne også få tiden til at gå.

I dag på Billedkunstens Dag kan du tegne det, du kan se udenfor et vindue i din egen eller i en andens bolig efter eget valg. Ordet ‘vindue’ stammer fra det gamle nordiske ord VINDAUGA (vind = vind + auga = øje). Vi kan forestille os, at vinduerne er boligens øjne og at igennem alle vinduer kan vi se et indrammet billede af Aarhus.

Materialer
Frit valg. Der må gerne tegnes, males, fotograferes og laves collager.

Tegn gennem et vindue efter eget valg. Til inspiration er Udsigt fra Kunstnerens vindue af Martinus Rørbye (ca. 1825) som ses til venstre.

Når udsigten gennem vinduet er færdig, kan du lægge dit værk væk og lave en ny vinduesudsigt.

Denne gang skal det være noget, du GERNE vil de gennem vinduet. Det kan være en varm strand, et bjerg, en fodboldbane, venner man ikke har set længe. Slip fantasien løs omkring de oplevelser og udsigter, du har savnet det sidste år tid.

På billede 1 er udsigten fra et stuevindue. Det er ikke så spændende, da hegnet fylder det meste. Gennem et andet vindue (billede 2) kan vi se smukke sorte svaner, ligesom dem vi har set i Perth i Western Australia for to år siden.

Vi længes tilbage.

Min vej

Opgave 4 – Lertryk

Vi kan jo nok alle sammen huske de små aftyk af børnehænder i ler, men hvad nu hvis vi inden det tørrer, trykker med det våde ler? Det har vi eksperimenteret en del med. Hvad vi fandt ud af? Jo, der skete det, at der åbnede sig et hav af muligheder hver gang, vi lavede et tryk.

Lad os starte med at glemme den med hånden 😉 Vi skal nemlig tegne Aarhus og du skal ud og finde ting – ting som på en eller anden måde viser noget af eller fra Aarhus. Det kan være grene eller andet fra naturen. Du kan lave aftryk af jorden et særligt sted, dæksler, beton etc. Du kan beskrive dit værk eller lade det tale for sig selv.

Du skal bruge
Ler – vi brugte det billigste som var blåler, men alt kan bruges
Ståltråd – til at skære med
Trykfarve – akrylfarve, linoleumsfarve eller andet trykfarve (vandopløseligt)
Svamp – en skuresvamp eller skumklude
Glasplade – eller andet til at duppe farve fra
Handsker – rigeligt 😉
Papir i A3 eller A2 – vi brugte tryk- eller akvarelpapir, uden for meget struktur på, min. 200g.

Du skal selvfølgelig dække af med plastik eller papir afhængig af dit underlag.

1. Start med at skære en god skive ler med ståltråden.

2. Nu er du allerede klar til første tryk. Kom farve på den runde skive. Du kan enten duppe farven på eller dyppe leret i selve farven.

3. Vi forestiller os, at du allerede nu har fået lidt blod på tanden. Hvis du ikke allerede har handsker på, så er det nok ved at være tid. Prøv at trykke lidt i leret med fingrene, så du ændrer din trykklods – og lav flere tryk. Når du har afprøvet materialet, kan du begynde at tilføje de ting, du vil have med i dit aftryk.

4. Du kan arbejde med forskellige former i leret; store former der måske fylder hele dit papir eller små former der gentages. Du kan også lave pølser, flade former … etc.
Leret kan godt holde over flere dage, hvis du pakker det ind i plastik med en fugtig klud.

Vi håber, at I har lyst til at være med til vores Forårsudstilling i Rådhushallen og ønsker jer rigtig god fornøjelse med arbejdet.