Galleri 215

Galleri 215 er Aarhus Billed- og Medieskoles udstillingsrum på Brobjergskolen. Galleriet danner i perioder ramme om procesarbejde og færdige værker – her kan kunstneriske idéer afprøves og præsenteres for interesserede.

Galleriet er også arbejdsrum for BGK.  Torsdagstalks holdes også i galleriet.

Leo Sagastuy: Akelarre – Heksesamling

Fra juli- oktober 2026  arbejder billedkunstner Leo Sagastuy, som også er fast underviser på BGK  i Aarhus Billed-og Medieskole, i Galleri 215. 

Galleriet er omskabt til et levende værksted med maleriet som omdrejningspunkt for den kunstneriske praksis, og samtidig har rummet dannet ramme om hans undervisningsforløb på BGKs 2. og 3. årgang. På skolens gange kan man se et udvalg af elevernes maleriarbejde.

Fredag d. 30. oktober afsluttes perioden i galleriet med fernisering og udstilling af Leo Sagastuys værker under titlen Akelarre – Heksesamling.

En Akelarre – gedens domæne – er en magisk samling eller rituelt rum, hvor kærlighed og gode intentioner går hånd i hånd med ondskab, begær, hævn, misforståelser og overtro. Men vigtigst er håbet, som binder det hele sammen.

Akelarre handler om at overgive sig til udyret i bytte for magt, en frivillig handel indgået på ulige vilkår. Det er også et fristed langt fra puritanske idealer og almindelig sund fornuft, og et sted hvor outsidere kan møde andre, der ligner dem selv.

Akelarre er et sammensurium af sjæle og genstande, der udfordrer fornuften og spiller på følelserne. Men handler det om ondskab, eller om at alle har deres egen opfattelse af, hvad der er rigtigt og forkert? Her kan heksekunst være drevet af kærlighed, et oprør mod normerne eller det kan tjene som et nødvendigt middel til at opnå sine egne, selviske mål.

Udstillingen Akelarre – Heksesamling er åben fredag d. 30. oktober fra kl. 16

Stefan Bakmand: Det Bybliomøbiske

Fra august – oktober 2025 indtages galleriet af kunstner Stefan Bakmand, som også er fast underviser på Aarhus Billed- og Medieskole.

Stefan Bakmand udstiller sit kunstneriske laboratorium med titlen ’Det Bybliomøbiske’. Udstillingsrummet bliver omdøbt til ’Spore-space’ under udstillingsperioden, for at italesætte svampesporer og mycelium som en allegori over det kunstneriske laboratorium og de indre netværk i værkerne.

Udstillingen og det kunstneriske laboratorium bliver i løbet af september og oktober til et undervisningsforløb på BGK. Her arbejder de unge elever i alderen 16-24 år i det kunstneriske værksted, og kommer tæt på billedkunstnerens arbejdsdisciplin. De får indsigt i Bakmands kunstneriske univers gennem øvelser, som tager udgangspunkt i hans metoder, materialeforståelse og koncepter, som bl.a. det Bybliomøbiske begreb.

Det Bybliomøbiske er en sproglig nydannelse af det græske ord for bog og amøbe, som er en mikroskopisk organisme. Gennem det Bybliomøbiske stræber kunstneren efter at udtrykke en større erkendelse af underbevidsthedens sprog, billeder og tegn. Det Bybliomøbiske er et nøgleord i Bakmands praksis og de unge BGK elever vil i projektet deltage i det selvopfundne ord på en legende måde, hvor de er med til at skabe nye forståelser.

Eleverne får materialeforståelse i forhold til tegning, collage og tekst, og de introduceres gennem kunstnerens værker til underbevidste, åndelige og spirituelle dimensioner i kunsten.

Udstillingen ’Det bybliomøbiske’
åbnes fredag d. 29. august kl. 17-19.30
er åben til og med d. 30. september – hverdage kl. 10-16 eller efter aftale.