PRESSEMEDDELELSE: Irriterende typer

Aarhus Billed- og Medieskole inviterer til Banegårdsudstilling med tegneseriestriber skabt af elever fra skolen. Eleverne har arbejdet ud fra temaet ”Irriterende typer”, og tegneseriestriberne udstilles i modeltogsmontren i Joe & The Juice på Aarhus Hovedbanegård.

Siden efteråret har eleverne fordybet sig i tegningens og tegneseriemediets mange muligheder sammen med kunstner Jens-Rune Gissel, der er underviser i Aarhus Billed- og Medieskole. De unge tegnere har fundet inspiration til deres striber i hverdagen, hvor en flue, en klassekammerat, en parkeringsvagt og mange andre kan være en irriterende type.

”Det er underholdende og forfriskende at se temaet fortolket og fortalt gennem elevernes personlige streger. Den store variation i de unge tegneres udtryk gør udstillingen særlig fin og vi er glade for, at den kan blive set af mange her på Aarhus Hovedbanegård”, siger Hanne Algot Jeppesen, leder af Aarhus Billed- og Medieskole.

Kom og oplev tegneserietegner og illustrator Line Høj Høstrup åbne udstillingen – og stød på en irriterende type til fernisering torsdag d. 6. februar kl. 16. Udstillingen kan opleves frem til og med søndag d. 8. marts.

For yderligere information kontakt
Leder Hanne Algot Jeppesen, tlf. 3023 1424 / 8620 2223
Mail: post@aaboms.dk
Aarhus Billed- og Medieskole, Valdemarsgade 1E-1F, 8000 Aarhus C

Aarhus Billed- og Medieskole er støttet af Aarhus Kommune

Instagram

Invitation til Banegårdsudstilling