Galleri 215 er Aarhus Billed- og Medieskoles udstillingsrum på Brobjergskolen. Galleriet danner i perioder ramme om procesarbejde og færdige værker – her kan kunstneriske idéer afprøves og præsenteres.

Fra juli- oktober 2026 arbejder billedkunstner Leo Sagastuy, som også er fast underviser på BGK i Aarhus Billed-og Medieskole, i Galleri 215.

Galleriet er omskabt til et levende værksted med maleriet som omdrejningspunkt for den kunstneriske praksis, og samtidig har rummet dannet ramme om hans undervisningsforløb på BGKs 2. og 3. årgang. På skolens gange kan man se et udvalg af elevernes maleriarbejde.

Fredag d. 30. oktober afsluttes perioden i galleriet med fernisering og udstilling af Leo Sagastuys værker under titlen Akelarre – Heksesamling.

Akelarre – gedens domæne – er en magisk samling eller rituelt rum, hvor kærlighed og gode intentioner går hånd i hånd med ondskab, begær, hævn, misforståelser og overtro. Men vigtigst er håbet, som binder det hele sammen.

Akelarre handler om at overgive sig til udyret i bytte for magt, en frivillig handel indgået på ulige vilkår. Det er også et fristed langt fra puritanske idealer og almindelig sund fornuft, og et sted hvor outsidere kan møde andre, der ligner dem selv.

Akelarre er et sammensurium af sjæle og genstande, der udfordrer fornuften og spiller på følelserne. Men handler det om ondskab, eller om at alle har deres egen opfattelse af, hvad der er rigtigt og forkert? Her kan heksekunst være drevet af kærlighed, et oprør mod normerne eller det kan tjene som et nødvendigt middel til at opnå sine egne, selviske mål.

Udstillingen Akelarre – Heksesamling er åben fredag d. 30. oktober fra kl. 16