PRESSEMEDDELELSE: Tegninger til tiden – BGK unge udstiller på Godsbanen

25 unge fra Aarhus Billed- og Medieskoles Billedkunstneriske Grundkursus (BGK) inviterer til fernisering på udstillingen ’Tegninger til tiden’ på Godsbanen mandag d. 2. december 2019 kl. 19. Udstillingen vises frem til d. 19. januar 2020 i Godsbanens åbningstid.

”På BGK’en arbejder unge i alderen 16-25 år fordybende med kunstneriske udtryksformer. Eleverne har i et forløb i efteråret arbejdet med klassisk og konceptuel tegning og på Godsbanen udstiller de både individuelle tegninger og et ti meter langt fællesværk”, fortæller Hanne Algot Jeppesen, leder af Aarhus Billed- og Medieskole.

I klassisk tegning har de unge beskæftiget sig med perspektivtegning og skyggelægning og arbejdet med redskaberne blyant og kul. I konceptuel tegning har de fokuseret på samarbejdet og processen. Kunstner Joaquin Zaragoza, som underviser på Aarhus Billed- og Medieskoles BGK siger; ”de unge har i samarbejde med hinanden skabt store fællesværker, hvor de har reageret på hinandens tegneudtryk”. Den ti meter lange frise, som kan opleves på Godsbanen i udstillingen ’Tegninger til tiden’, tager udgangspunkt i, hvad der optager de unge i samtiden.

Alle er velkomne!

Billedkunstnerisk Grundkursus (BGK) i Aarhus Billed- og Medieskole er et treårigt fordybende kunstnerisk forløb, hvor unge i alderen 16-25 år kan styrke og udvikle deres kunstneriske evner i arbejdet med tegning, illustration, maleri, skulptur, performance, film, tekst mm. De unge arbejder både håndværksmæssigt og konceptuelt, får indblik i kunsthistorien og tilegner sig formidlingsevner. BGK’en er en styrkelse af det kunstneriske, kreative unge vækstlag i Aarhus og en styrkelse af fødekæden.

Aarhus Billed- og Medieskoles BGK er støttet af Aarhus Kommune.

Læs mere på www.aarhusbilledogmedieskole.dk/bgk