PRESSEMEDDELELSE: FRAVÆRkstedet og andre dystopier …
– Unge kunstelever udstiller på Dokk1
Otte unge fra 2. og 3. år på Aarhus Billed- og Medieskoles Billedkunstneriske Grundkursus (BGK) inviterer til fernisering på Dokk1 ved Ungeområdet onsdag d. 20. marts kl. 19.30-21.00. Udstillingen vises frem til d. 14. april i Dokk1’s åbningstid.
Program d. 20. marts
Kl. 19.30: Velkomst ved Nina, Lisbeth og Tanja
Kl. 19.40: Performance ved Mads Alexander Brun ved rulletrappen (ca. 5 min)
Kl. 19.50: Oplæsning ved Petra Hauthorn Svennevig (ca. 12 min)
+ Mathilde Koch Jensen og Kristian Klüwer fra Aarhus Billed- og Medieskoles forfatterhold
Eleverne har fordybet sig i et forløb henover en måned, hvor de har forholdt sig til bibliotekskonteksten og nu viser de individuelle værker, der forholder sig til Dokk1. Der udstilles bogobjekter og kunstprojekter, som publikum er en del af, eller som de skal forholde sig aktivt til.
På udstillingen præsenterer eleverne også fællesværket; hverdags-instruktioner bestående af en samling tekster, der udfordrer den vante gang på Dokk1. Enkelte af disse instruktioner er afprøvet og kan ses i udstillingen som selvstændige videoværker.
Udstillingen finder hovedsageligt sted ved Ungeområdet – lige ved hovedindgangen.
Alle er velkomne!
De udstillende BGK-elever er Amalie Kühle, Mads Alexander Bruun, Anna Bunch, Petra Hauthorn Svennevig, Andrea Rosenberg Natorp, Sunniva Nikoline Aamo, Sigurd Thingholm og Íris Þöll Þórsdóttir.
Udstillings- og undervisningsforløbet er udviklet i et samarbejde mellem Nina Sif Tønder og Lisbeth Mærkedal fra Dokk1 og Tanja Nelleman Kruse, som underviser på BGK’en på Aarhus Billed- og Medieskole.
Billedkunstnerisk Grundkursus (BGK) på Aahus Billed- og Medieskole er et treårigt fritidsforløb, hvor unge i alderen 16-25 år kan styrke og udvikle deres kunstneriske udtryksevne samt fordybe sig i en række kunstneriske udtryksformer. De unge arbejder både håndværksmæssigt og konceptuelt, får indblik i kunsthistorien og tilegner sig formidlingsevner.
BGK’en samarbejder bl.a. med ARoS og Dokk1 i forbindelse med udstillinger.
Aarhus Billed- og Medieskoles BGK er støttet af Aarhus Kommune.
Der er åbent for tilmelding til optagelsespræsentation, som finder sted i maj og juni 2019.
Se mere her.